Kræft i hjernen
Kort om hjernen
Hjernens funktion er at styre kroppen. Den kontrollerer og regulerer kroppens funktioner og bearbejder og lagrer indtryk og erfaringer.
Hjernen er beliggende inden i kraniet og består af storhjernen (cerebrum), lillehjernen (cerebellum) og hjernestammen.
Storhjernen vejer cirka 1300-1500 gram og har form som en valnød. Hver halvdel inddeles i pandelappen, isselappen, nakkelappen og tindingelappen, som hver især huser og styrer forskellige af hjernens funktioner. En knude kan give forskellige symptomer afhængig af hvor den sidder og dermed hvilken del af hjernen, den trykker på.
Lillehjernen ligger bagtil under storhjernen. Lillehjernen styrer koordinering af bevægelser og kroppens balanceevne.
Hjernens højre side styrer handlinger i venstre side af kroppen, og omvendt. Hvis en knude trykker på en del af hjernen i højre side, vil det påvirke de funktioner, som styres af det område, hvor knuden befinder sig, men i venstre side af kroppen.
Hjernestammen forbinder hjernen med rygmarven. Den starter tæt på hypofysen i bunden af hjernen og udgør fortsættelsen nedadtil mod rygmarven. Her styres blandt andet hjerteslag og vejrtrækning.
Hypofysen er beliggende på hjernens underside tæt på synsnerven og tredje til sjette hjernenerve. En knude, der er opstået i hypofysen, kan trykke på disse hjernenerver. Hypofysen regulerer en række af kroppens kirtler, og danner desuden flere hormoner.
Hjernen er omgivet af hinder (meninges), der fungerer som beskyttelse for hjernen og af et støddæmpende lag væske, som dannes i hjernens hulrum (ventrikler). Hvis afløbet af denne væske blokeres, kan der opstå vand i hovedet (hydrocefalus).
Dannelsen af en knude i hjernen medfører symptomer på forhøjet tryk, da hjernen er omgivet af knogle og derfor ikke kan give sig. Kræft i hjernen spreder sig sjældent på grund af en særlig barriere, der adskiller hjernen fra blodbanen.
Hjernesvulster
Hjernesvulster er fællesbetegnelsen for svulster, som befinder sig inden for kraniet. Man skelner mellem primære og sekundære svulster. De primære svulster udgår fra selve hjernen og de sekundære svulster er metastaser fra kræft et andet sted i kroppen. Der findes tre pjecer om hjernesvulster: 'Generelt om hjernesvulster', 'Forskellige typer hjernesvulster' og 'Metastaser eller sekundære hjernesvulster'.
Omkring hjernesvulsten kan der opstå en væskeansamling, som ofte vil give hovedpine. Væskeansamlingen kaldes også et ødem.
Undersøgelser
Hvis man henvender sig til lægen med symptomer, som giver mistanke om hjernesvulst, vil lægen først foretage en neurologisk undersøgelse for at finde ud af, om man kan finde udfaldssymptomer. Dette kan kræve, at man bliver henvist til undersøgelse hos en neurologisk eller neurokirurgisk specialist.
Det er dog langtfra altid, at der vil være noget at finde ved undersøgelsen, så hvis der alligevel er mistanke om en svulst, skal der foretages yderligere undersøgelser, som regel en scanning.
I dag er der flere forskellige undersøgelsesteknikker, som man med en fællesbetegnelse kalder for billeddiagnostiske undersøgelser:
1. CT-scanning
CT-scanning er en form for røntgenundersøgelse, hvor hovedet bliver scannet i "skiver". Fra scanneren sendes impulserne videre til en computer, som omdanner dem til billeder. Med denne teknik får man en række billeder af alle lag i hjernen, så man kan konstatere, hvor og hvor dybt en eventuel svulst sidder. Der laves oftest to sæt scanninger. Én uden og én med kontraststof (farve), som bliver sprøjtet ind i en blodåre. Kontraststoffet gør det nemmere at se svulster, betændelser og blodkar.
2. MR-scanning
Ved MR-scanning bliver man ikke udsat for røntgenbestråling, men derimod et kraftigt magnetfelt. Det er så kraftigt, at man med enkelte undtagelser ikke må have metaldele i kroppen - i al fald ikke i nærheden af det, som skal skannes. Det gælder dog ikke plomber i tænderne. Ved MR-scanning kan man se betydeligt flere detaljer end ved CT-scanning, og man kan se hjernen fra alle vinkler. MR-scanning er i næsten alle tilfælde mere følsom end CT-scanning.
3. PET-scanning
Ved PET-scanning indsprøjter man et radioaktivt sporstof, som vil sætte sig på de steder i kroppen, hvor der er kræftsvulster. Fordelen ved PET-scanning er, at hele kroppen bliver undersøgt på én gang. Ulempen er, at undersøgelsen er dyr og foreløbigt kun kan foretages på Rigshospitalet og Århus Universitetshospital.
Hvorfor får man kræft i hjernen?
Man kender ikke årsagerne til hjernesvulster, men ligesom det er tilfældet for visse andre kræftformer, har man i de seneste år fundet kromosomforandringer i nogle af kræftsvulsterne. Der er højst sandsynligt tale om forandringer, der opstår senere i livet, men som betyder, at cellerne vokser på en "forkert" måde.
Behandling
Kirurgisk behandling
Operation er den primære behandling af næsten alle hjernesvulster. Det skyldes først og fremmest, at det er nødvendigt at have en diagnose for at kunne give den rette behandling.
Strålebehandling
I princippet virker strålebehandling på samme måde, hvad enten den gives på den ene eller den anden måde, selv om strålekilderne kan være forskellige. Strålebehandlingen påvirker cellernes arvemasse, DNA, så cellerne dør. Strålerne kan ikke skelne mellem normale og syge celler. Så en del af strålebehandlingens bivirkninger skyldes påvirkning af den normale hjerne.
I modsætning til en operation virker strålebehandling først efter et stykke tid. Der kan gå timer eller uger og af og til også måneder og år. Især bivirkninger kan vise sig sent.
Dosis af strålebehandling angives som regel i Gray, forkortes Gy. Hjernen kan kun tåle en vis mængde stråler gennem et helt liv og ved den enkelte behandling. Derfor gives strålebehandling oftest fordelt over flere behandlinger.
