Kræft i livmoderen

Livmoderen er et lille organ med størrelse og form som en lidt fladklemt pære. Livmodervæggen består af et meget tykt lag muskler og inderst en slimhinde. I kvindens frugtbare alder vokser slimhinden hver måned op under påvirkning af de to kvindelige kønshormoner østrogen og gestagen. Medmindre kvinden er gravid, afstødes næsten hele slimhinden hver måned i forbindelse med menstruation. Efter overgangsalderen bliver livmoderen som regel noget mindre og slimhinden bliver tyndere.

Livmoderen:

Billedet viser livmoderen og dens omgivelser med æggestokke, æggeledere, livmoderhals og skede. Omkring livmoderen er der lymfeknuder, som er forbundet med lymfekar. Lymfeknuder findes mange steder i kroppen og er en del af vores immunforsvar.

Kræft i livmoderslimhinden er en sygdom, der udgår fra den slimhinde, som bliver afstødt under hver menstruation. I Danmark bliver der hvert år konstateret knap 600 nye tilfælde af kræft i livmoderslimhinden. Tallet er stigende, hvilket formentlig skyldes, at der dels er blevet flere ældre kvinder og dels flere overvægtige kvinder. Sygdommen optræder næsten kun hos kvinder over 45-50 år, og risikoen for at udvikle sygdommen stiger med alderen. Hyppigheden fordeler sig nogenlunde sådan:

1. En procent af tilfældene optræder hos kvinder under 40 år. 2. 20 procent af tilfældene optræder hos kvinder lige før overgangsalderen (48-50 år).

Resten af tilfældene optræder efter overgangsalderen. Kræft i livmoderslimhinden bliver ofte konstateret i et tidligt stadium, fordi den medfører blødning. Der er gode muligheder for helbredelse, hvis sygdommen opdages tidligt. Kræft i livmoderslimhinden er ikke det samme som kræft i livmoderhalsen. De to sygdomme udvikler sig forskelligt.

På latin hedder kræft i livmoderslimhinden 'cancer corporis uteri'.

Når kvinden kommer til undersøgelse, vil hun først få foretaget en almindelig gynækologisk undersøgelse, hvor lægen undersøger, om kønsorganerne er normale. Lægen vil specielt føle efter, om livmoderen har en normal størrelse, og om der er tegn på kræft uden for livmoderen.

Ved en udsug-ning vil lægen tage et sug fra livmoderens slimhinde med et sugekateter. En under-søgelse af vævsprøven under mikroskop kan afsløre, om der er tale om kræft eller ej.

Man ved ikke nøjagtigt, hvad årsagen til kræft i livmoderslimhinden er. Men man ved, at en række faktorer i forskellig grad øger risikoen for sygdommen.

Den øgede risiko hænger i de fleste tilfælde sammen med, at udviklingen af sygdommen er afhængig af det kvindelig kønshormon østrogen. Langvarig og konstant påvirkning af østrogen øger risikoen for udvikling af kræft i livmoderslimhinden. Der er også andre faktorer, som øger risikoen for sygdommen: 1. Overvægt – på grund af øget dannelse af østrogen i fedtvævet 2. Barnløshed og især ufrivillig barnløshed – formentlig på grund af manglende ægløsning og dermed forstyrrelser i hormonbalancen 3. Østrogenbehandling uden samtidig behandling med det andet kvindelig kønshormon gestagen 4. Tidlig første menstruation og sen overgangsalder 5. Sukkersyge 6. Forhøjet blodtryk

Risikoen er ikke øget ved den hormonbehandling, der bliver anvendt i overgangsalderen i dag. Denne behandlingen indeholder begge de to kvindelige kønshormoner – østrogen og gestagen – og menes derfor ikke at øge risikoen for kræft i livmoderslimhinden. Brug af P-piller beskytter mod udvikling af sygdommen.

Ved operationen fjerner man hele livmoderen, begge æggeledere og æggestokke. Under operationen undersøger man samtidig, om der er synlige tegn på spredning til det lille bækken. Hvis det er tilfældet tages vævsprøver. Operationen tager ca. en time, og indgrebet kan næsten altid foretages via et såkaldt 'bikinisnit' – dvs. et snit nederst på maven under bikinikanten. Indlæggelsestiden er fire-seks dage.

Ved en operation fjernes livmoderen samt begge æggeledere og æggestokke.

Efter operationen sendes det fjernede væv til undersøgelse i mikroskop. I et mikroskop kan man se, hvor dybt kræftsvulsten er vokset ned i livmoderens væg. Desuden vurderer man, hvor ondartet cellerne ser ud. Udfra undersøgelserne vurderer man, om der er behov for supplerende behandling.

Efter operationen behøver de fleste patienter ikke mere behandling. Undersøgelser har imidlertid vist, at man hos en gruppe af patienter – den såkaldte høj-risiko gruppe – kan nedsætte risikoen for, at sygdommen vender tilbage ved at give strålebehandling efter operationen.

Ved fremskreden sygdom kan man i nogle tilfælde forsøge behandling med kemoterapi. Det er dog endnu ikke lykkedes at finde et effektivt middel, der virker på alle patienter. Der vil som regel være tale om lindrende effekt.Bivirkningerne ved kemoterapi afhænger af, hvilket stof man får.