Kræft i munden






  


Kræft i munden





Kræft i munden

Munden

Munden består af den røde del af læberne, kindernes og læbernes inderside, tandkødet, gummerne, ganen, tungen og mundgulvet, som er den del af mundhulen, der ligger neden under tungen. Mundhulen slutter bagtil ved de forreste ganebuer, som ligger foran mandlerne. Mundhulen er beklædt med en slimhinde, som holdes fugtig af spyttet

Kræft i munden

Kræft i munden skyldes, at der opstår fejl i nogle af de normale celler i mundhulens slimhinde, så de udvikler sig til kræftceller. Disse kræftceller vokser uhæmmet og ødelægger de sunde og normale celler, der omgiver dem. Når kræftcellerne har delt sig mange, mange gange er der efterhånden så mange af dem, at de danner en svulst eller knude, som kan ses eller føles. På latin hedder det en tumor. Tumorer kan være godartede eller ondartede. Det er kun de ondartede tumorer, der kaldes kræft.

Omkring 1/5 af kræftsvulsterne i munden opstår på den røde del af læberne. Resten af kræftsvulsterne opstår i selve mundhulen, hyppigst på tungen eller i mundgulvet.

Undersøgelser

Kræft i munden vil næsten altid kunne ses eller føles. Hvis ens egen praktiserende læge eller tandlæge har mistanke om, at et sår eller en knude på læben eller i mundhulen er kræft, bliver man henvist til en specialist.

Specialisten undersøger læber og mundhule grundigt både ved at se på hele slimhinden - eventuelt ved hjælp af et spejl - og ved at føle efter med fingrene. Speciallægen vil også føle efter på halsen, om der er tegn på spredning af kræftsygdommen til lymfekirtlerne.



Hvorfor får man kræft i munden?

Man kender ikke alle årsagerne til kræft i munden. Sandsynligvis er der tale om en kombination af flere faktorer.



Kræft på læben


Kræft på læberne ses oftest hos mennesker, der har udendørs arbejde, og sollys spiller formentlig en rolle for udvikling af kræft på læben. Kræft på underlæben er også relateret til piberygning, og svulsten kommer ofte på det sted, hvor piben plejer at sidde.



Kræft i munden


Udviklingen af kræft i selve mundhulen hænger sammen med et stort tobaks- og alkoholforbrug. Faktisk forstærker de to ting gensidigt hinandens skadelige virkning på slimhinden i mundhulen. Dårlig mundhygiejne synes også at øge risikoen for kræft i mundhulen.


Behandling

Hvis kræftsvulsten sidder på læben, og er mindre end to cm, er operation den mest almindelige behandling. Er knuden større, kan strålebehanling benyttes.